|
J. nr. 45394-2
Palle Høyer-Madsen (H)
Ellen Bredal Nielsen (H)
Flemming Boye (H)
Lars H. Stuckert (L)
Søren Lorentzen (L)
Jesper Ginnerup
Michael Nauman
Lise Kirketerp-Møller
Trine Brønsgaard
V E D T Æ G T E R
FOR
H O S P I C E S T O R S T R Ø M
§ 1
Den Selvejende Institutions navn er Hospice Storstrøm.
Den Selvejende Institution er en fond.
§ 2
Den Selvejende Institution har hjemsted i Maribo Kommune (fremtidigt Lolland Kommune).
§ 3
Den Selvejende Institutions formål er:
-at yde lindrende behandling, omfattende pleje, omsorg og symptomlindring for uhelbredeligt
syge og døende medmennesker samt at yde støtte og rådgivning til den døendes pårørende
-at bidrage til gennem den palliative indsats at gøre menneskets sidste tid til en positiv del af
livsforløbet og til, at både den syge og den pårørende skal opleve en helhedsorienteret indsats
præget af åbenhed, accept og bekræftelse af den syges værdi som menneske.
§ 4
Den Selvejende Institution har grundkapital kr. 250.000,00, der er kontant indbetalt.
Den Selvejende Institution driver Hospice Storstrøm efter driftsoverenskomst med Storstrøms Amt
(fremtidigt Region Sjælland).
Den Selvejende Institution driver Hospice Storstrøm fra bygninger ifølge beslutning fra institutionens
bestyrelse og ifølge aftale med Storstrøms Amt i perioden, hvor driftsaftalen er gældende.
§ 5
For Den Selvejende Institutions forpligtelser hæfter alene dennes til enhver tid værende formue.
Der er ikke tillagt stifterne af institutionen eller andre særlige rettigheder.
§ 6
Den Selvejende Institution ledes af en bestyrelse på indtil 11 medlemmer. Ved institutionens stiftelse
er udpeget følgende bestyrelsesmedlemmer:
Formand: Praktiserende læge Birgitte Anthonsen
Næstformand: Advokat Flemming Boye
Sekretær: Praktiserende læge Niels Møller
Overlæge Torben Kjær
Psykolog Lene Hatt
Gårdejer Kaj Weng Rasmussen
Direktør Torben Petersen
Støtteforeningen for Hospice Storstrøm skal stedse være berettiget til at udpege en repræsentant
for foreningen til Den Selvejende Institutions bestyrelse. I denne skal medarbejderne i Hospice
tillige tilbydes sæde. Resterende pladser i bestyrelsen besættes fortrinsvis med personer med erhvervs-
og/eller økonomisk ekspertise.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Valg af bestyrelse gælder for indtil 4 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. De udpegningsberettigede
kan af hensyn til kontinuiteten efter aftale med den på udpegningstidspunktet værende formand
for bestyrelsen aftale en begrænsning af funktionsperioden til 1, 2 eller 3 år. Hvis en udpegningsberettiget
ophører eller et medlem af bestyrelsen i øvrigt ophører eller afgår ved døden, overgår
retten til udpegning til institutionens bestyrelse, der i sin forretningsorden kan bestemme, at
udpegningsretten til bestyrelsen overgår til Regionsrådet efter strukturreformens ikrafttræden.
§ 7
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af institutionen og skal efterleve den driftsoverenskomst,
der indgås med Storstrøms Amt.
Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand og sekretær. Valgperioden er kalenderåret.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.
Der kan ikke meddeles fuldmagt.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens,
eller hvis han ikke er til stede, næstformandens stemme afgørende.
Bestyrelsen træder sammen, når formand, næstformand eller to medlemmer af bestyrelsen fremsætter
ønske herom. I øvrigt afholdes bestyrelsesmøde 1 gang i kvartalet.
Den Selvejende Institution tegnes af formanden eller næstformanden i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
Ønsker et medlem af udtræde af bestyrelsen, herunder efter endt valgperiode, indsættes nyt bestyrelsesmedlem
af bestyrelsen jf. § 6.
§ 8
Til varetagelse af Den Selvejende Institutions drift ansætter bestyrelsen en leder. Bestyrelsen kan
meddele den daglige ledelse ansættelseskompetence efter nærmere fastlagte retningslinier.
Den daglige leder skal ved varetagelse af hvervet følge de retningslinier og anvisninger, som bestyrelsen
har givet. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter dispositionens art er
usædvanlig eller har vidtrækkende betydning. Den daglige leder skal sørge for, at institutionens
bogføring sker under iagttagelse af de fastsatte retningslinier og for, at administrationen i øvrigt
foregår på betryggende måde.
Den Selvejende Institution udarbejder budget for hvert år. Budget skal godkendes af bestyrelsen.
Der foretages månedlige budgetopfølgninger.
§ 9
Regnskabsåret er kalenderåret. Det første regnskabsår går fra institutionens stiftelse til udgangen
af kalenderåret.
Årsregnskabet aflægges og underskrives af bestyrelsen og revideres af en registreret eller statsautoriseret
revisor, der vælges af bestyrelsen under godkendelse af Storstrøms Amt.
§ 10
Årets overskud skal anvendes til konsolidering af Den Selvejende Institutions kapital. Udlodning,
bortset fra i tilfælde af institutionens ophør, kan ikke finde sted.
§ 11
Forslag til ændring af institutionens vedtægter eller beslutning om institutionens ophør kræver, at
3/4 af bestyrelsens medlemmer stemmer for forslaget.
Forslag til vedtægtsændringer og forslag om Den Selvejende Institutions ophør sendes ved anbefalet
brev til samtlige bestyrelsesmedlemmer, og forslag behandles inden 3 måneder på et til dette
formål særligt indkaldt bestyrelsesmøde.
I tilfælde af Den Selvejende Institutions ophør overgår alle aktiver, herunder gaver, løsøre m.v. til
en juridisk person, hvis formål er identisk eller nært beslægtet med institutionens og ifølge nærmere
aftale med Storstrøms Amt (Region Sjælland).
Således vedtaget den 9.maj 2006
|