 |
Værdigrundlag for Svanevig Hospice.
På Svanevig Hospice er de bærende værdier:
Næstekærlighed
Tværfaglighed
Respekt
Nærhed
Ansvarlighed
På Svanevig Hospice tilbyder vi tværfaglig og specialiseret lindrende behandling og pleje af høj kvalitet til uhelbredeligt syge, der ved livets afslutning har komplekse symptomer af fysisk, psykisk, social og åndelig karakter. Vi ønsker i størst mulig omfang at medinddrage den syge og de pårørende i den lindrende behandling og pleje.
Svanevig Hospice er beliggende et roligt, smukt og imødekommende sted, med udsigt over Smålandshavet. De hjemlige og harmoniske omgivelser giver mulighed for sanseoplevelser i tæt samspil med naturen. Svanevig Hospice er et sted, hvor man lever den sidste tid.
Svanevig Hospice arbejder ud fra et næstekærligt menneskesyn.
På Svanevig Hospice er udgangspunktet, at livet har værdi til det ophører. Den enkeltes ønsker og valg respekteres og hospice hjælper til, at man oplever og opnår det, der giver mest livskvalitet nu og her.
Pårørende, både store og små, har det svært, og derfor hjælper vi hele familien, når sygdom og død fylder alt. Her er plads til, at de pårørende kan være sammen med eller i nærheden af den syge.
Der bruges mange menneskelige ressourcer i arbejdet, der stiller store krav til medarbejdernes personlige og faglige kompetencer, som vi løbende søger at styrke. Derfor lægger vi vægt på de ansattes og de frivilliges udvikling og trivsel således, at Svanevig Hospice også er en god arbejdsplads. Vi værdsætter det personlige initiativ og ansvar. Hos os er der plads til ideer og nytænkning - , og som udgangspunkt skal alt kunne lade sig gøre.
Vedtaget af bestyrelsen 11. september 2007
|